top of page

Røll og passionen for fodbold


I dag fylder Thomas Røll 40 år. Det nuværende niveau er langt fra landshold, europæiske topkampe og superliga. Alligevel fortsætter han ufortrødent som 2. divisionsspiller i Kjellerup IF – drevet af passionen for fodbold.

FAKTA:

- Thomas Røll- Alder: 40 år- Højde: 184 centimeter- Tidligere professionel fodboldspiller og landsholdsspiller- Nuværende efterskolelærer på Levring Efterskole og 2. divisionsspiller

Som så mange andre professionelle fodboldspillere stillede Thomas Røll fodboldstøvlerne på hylden, da han var i starten af 30’erne – helt præcist 32 år.

”Jeg mistede lysten til fodbold – ganske enkelt. Det sus i maven, som man skal have i maven, når man går ind til kamp var væk. Det samme med lysten til at træne. Jeg var faktisk træt af fodbold,” fortæller Thomas Røll om beslutningen i 2009 efter 293 kampe i Superligaen og otte landskampe.

HOLD IGENNEM TIDEN:1996-2001: Silkeborg IF - 152 ligakampe, 12 mål2001-2006: FC København - 97 ligakampe, 20 mål2005: Silkeborg IF (leje) – 11 ligakampe, 0 mål2006-2007: FC Midtjylland – 18 ligakampe, 2 mål2008: Vejle Boldklub (leje) – 30 ligakampe, 1 mål2009: Viborg FF – 5 kampe, 0 mål2011: Kjellerup IF – ca. 100 kampe, 5-10 mål

Landsholdet: 8 kampe, 1 mål

To år senere i 2011 åbnede der sig en ny mulighed og en ny verden for Thomas Røll, da han blev ansat som fodbold- og efterskolelærer på Levring Efterskole.

”Det var egentlig et tilfælde. Forstanderen var i eliteudvalget i Kjellerup IF. Han fortalte, at han manglede en fodboldlærer, og jeg tænkte hvorfor ikke. Det var en mulighed for mig for at påbegynde en mulig karriere som træner. Desuden er jeg opvokset på en efterskole, og jeg syntes, at det vil være spændende at indgå i efterskolelivet,” fortæller Thomas Røll.

VIGTIGSTE TITLER:Mester med FCK 2003, 2004, 2006Årets profil i Superligaen 2002Forårets profil 2001

Vil give kærligheden til fodbolden videre

Nu er han efterskolelærer og lærer på fodboldlinjen på sjette år, og det har han som udgangspunkt tænkt sig at blive ved med.

”Jeg kan virkelig godt lide at være herude. Jeg synes, at det er fedt, når jeg ser mine ideer skinne igennem på fodboldbanen, når vores fodboldelever spiller kamp.”

Passionen drev Røll tilbage på grønsværen

Samtidig med at Thomas Røll startede på Levring Efterskole, startede en jagt på at kunne opfylde et spirende behov. Et behov for at dyrke den store passion fodbold på ny.

”Efter mit sabbatår hvor jeg ikke rørte en fodbold, fik jeg lysten tilbage. Det var ikke en lyst til at spille på professionelt niveau – men stadig fodbold på højt niveau. Jeg ville finde en klub tæt på Silkeborg, og så fandt jeg Kjellerup IF, hvor jeg også havde en god kontakt igennem Ralf Pedersen.”

Kjellerup IF spillede på daværende tidspunkt Danmarksserien. Men Thomas Rølls mange erfaringer fra en lang karriere har blandt andet været medvirkende til, at Kjellerup er rykket op i 2. division tre gange. Og i år spiller de for første gang med i slutspillet om at rykke op i 1. division.

Og hvor Røll tidligere i blandt andet FCK var en af de kreative offensive spillere, er han i dag rykket tilbage på banen og spiller som defensiv midtbanespiller eller midt stopper.

”Jeg er langsommere end de unge mennesker i dag. Det må jeg bare erkende. Til gengæld har jeg en rutine og erfaring, som gør, at jeg kan placere mig rigtig på banen. Det opvejer min manglende hurtighed,” fortæller Thomas Røll, som i øvrigt er spillende assistenttræner.

Ikke mere mig, mig, mig

Hvor det i den professionelle karriere var vigtigt hvis ikke altafgørende at starte inde og spille de afgørende kampe, er mindsettet anderledes i dag for den nu 40-årige Thomas Røll.

Det blev eksemplificeret, da Kjellerup IF spillede klubbens hidtil vigtigste kamp mod FC Midtjylland i Pokalturnerings ottendedelsfinale i tirsdags.

”Claus Therkildsen (Kjellerups træner) og jeg havde på forhånd aftalt, at jeg ikke skulle spille kampen. Jeg har jo prøvet mine store kampe i min karriere. Det har de unge drenge på holdet til gengæld ikke. Derfor vil jeg ikke stå i vejen for, at der var en af unge, som ikke fik den mulighed,” fortæller Thomas Røll og fortsætter:

”Det er rigtig godt for mig at spille i Kjellerup IF. Sammenholdet i truppen er fantastisk. Jeg ryger ikke med på Crazy Daizy i Viborg efter kampen, men jeg synes, at jeg har fundet min rolle, selvom jeg næsten er dobbelt som gammel som nogen af de andre. Det er en super klub, og jeg har virkelig fået øjnene op for, hvor meget frivilligt arbejde betyder i en klub,” fortæller han og fortsætter:

”Og så har jeg fået noget af den jargon og fællesskabsfølelse, der er på et fodboldhold og i omklædningsrummet. Det har jeg savnet.”

For kort tid siden har han lavet en toårig kontrakt med Kjellerup om at være assistenttræner. Og som udgangspunkt er der ikke en udløbsdato på hans tid som fodboldspiller.

”Jeg spiller fodbold, fordi det er sjovt. Og så længe det er det, bliver jeg ved.”

Sidst nye indlæg
Arkiv
bottom of page