To nye afdelingsledere på Levring Efterskole
Fra i dag onsdag er der to nye ansigter i ledelsen på Levring Efterskole. Pernelle Fau Clausen er ny pædagogisk afdelingsleder, mens Lone Boye Lassen starter i jobbet som administrativ afdelingsleder.
Stolene bliver rettet til på kontoret på Levring Efterskole. For i dag skal de indstilles til Pernelle Fau Clausen og Lone Boye Lassen, som har første dag på Levring Efterskole.
”De skal være med til at få vores dagligdag til at køre. Men det er også vigtigt, at de bidrager med deres kompetencer for, at Levring Efterskole fortsat kan udvikle sig på det pædagogiske og faglige område,” fortæller forstander Svend Hagelskjær.
Og det er da også to forventningsfulde afdelingsledere, som har første dag.
”Jeg glæder mig rigtig meget til at mærke fællesskabsånden og energien på skolen”, fortæller Lone Boye Lassen.
”Jeg glæder mig til at komme i gang og lære eleverne og medarbejderne at kende”, siger Pernelle Fau Clausen.
Erfaring fra ind- og udland
Den nye pædagogiske afdelingsleder Pernelle Fau Clausen kommer især til at stå for den pædagogiske udvikling på skolen.
Og det ved hun noget om.
Hun kommer med ledelseserfaring fra blandt andet en skole i Singapore og Den Internationale Skole i Aarhus.
”Det, som driver mig, er, når det lykkedes at skabe meningsfulde rammer og derved engagement og arbejdsglæde. For at være værdifuld er det vigtigt, at man trives, og det gør de fleste, når de bliver hørt, mødt og forstået. Det vil jeg gerne være garant for,” fortæller Pernelle Fau Clausen.
Vigtigt med anerkendende tilgang
Lone Boye Lassen kommer som administrativ afdelingsleder til blandt andet at holde styr på skemaer, anderledes uger, arbejdstider og eksamensplaner.
”Som administrativ afdelingsleder vil min ledelsespraksis bære præg af at skabe rammer for den enkelte som baggrund for udvikling af fællesskabet. Det er desuden vigtigt for mig at være synlig med en anerkendende tilgang og at indgå åbent i en professionel dialog,” siger Lone Boye Lassen.