top of page

Efterskole-DM i eSport afholdes på Levring Efterskole


Sporten, der på rekordtid har udviklet sig fra nichesport til populær konkurrencesport på verdensplan har vundet så stort indpas på efterskoleudbuddet, at der nu arrangeres et Danmarksmesterskab for eSportsudøvere i efterskoleverdenen. I første omgang bliver det Levring Efterskole, der løber med værtstjansen.

I 2014 var eSport som linjefag kun at finde på én enkelt efterskole. I skoleåret 16/17 var tallet steget til 12. I dag – blot et år efter – er antallet af eSportslinjer eksploderet til 51. Med en sådan udvikling er der naturligvis også et incitament til at arrangere konkurrencer og turneringer for efterskolernes eSportsudøvere – akkurat som ved andre sportsgrene. Derfor arrangeres nu et Danmarksmesterskab i eSport i disciplinen CG:GO (Counter-Strike Offensive).

Levring Efterskole har dermed fået æren af at afholde første Danmarksmesterskab for efterskoler. Kim Thynebjerg, der er forstander på skolen er da også stolt og begejstret over at kunne afsløre, at Levring Efterskole har sikret sig værtstjansen. ”Jeg kan ikke komme i tanke om nogen bedre måde at skyde vores nye eSportslinje i gang på ” fortæller han med henvisning til skolens nye linje, der nu er åben for tilmelding til næste skoleår.

”Ved at tilmelde sig vores eSportlinje har man således også sikret sig deltagelse ved DM, hvorimod andre skoler skal igennem kvalifikationsrunder. Derudover glæder vi os bare helt enormt til at åbne dørene op for engagerede eSportsudøvere, mens vi på samme tid kan slå et slag for, at vi tager sporten seriøst.”

Hvor mange skoler, der har mulighed for at kvalificere sig er stadig ukendt, da strukturen og rammerne for arrangementet stadig er under udarbejdelse. Det er dog værd at bemærke, at Danmarksmesterskabet i første omgang kun kommer til at foregå i disciplinen CS:GO.

Sidst nye indlæg
Arkiv
bottom of page