top of page

Stor orienteringsdag for kommende elever og forældre


Fredag d. 6 april afholder Levring Efterskole orienteringsdag for forældre og elever til skoleåret 18/19. Det bliver en dag med fokus på det kommende skoleårs fag og linjefag såvel som at få sat ansigt på lærere og sine fremtidige efterskolekammerater.

Mere end 150 nysgerrige og forventningsfulde unge med tilhørende forældre vil fredag kl. 15 strømme igennem dørene på Levring Efterskole. I morgen eftermiddag skal kommende elever for en stund betræde de gange og lokaler, der kommer til at danne rammerne for deres næste skoleår. Dagen er således en oplagt mulighed for at få sat ansigt på de lærere og medstuderende, man kommer til at dele sin hverdag med. Dermed er der lagt op til en indsigtsfuld eftermiddag med mange indtryk og tilsvarende mængder information.

Dagen tager sin begyndelse ved en samlet velkomst i hallen efterfulgt af årets gymnastikopvisning ’Kontrast’ udført af vores nuværende dygtige elevhold. Som afslutning hertil vil gymnastiklærerne kort fortælle om gymnastikkens funktion og vigtighed for fællesskabet på Levring. Herefter byder eftermiddagen på fag- og linjeinfo samt et mindre træningsmodul på elevernes respektive valgte linjer. Endvidere vil der foruden tøjprøvning være orientering om familielærerfunktionen og hverdagen på skolen.

På vegne af hele skolens personale glæder vi os til at byde jer velkommen, ligesom vi allerede nu ser frem til, at I ’flytter ind’ ved næste års skolestart.

Sidst nye indlæg
Arkiv
bottom of page