top of page

Levring Efterskole anlægger kunstgræsbane med tilhørende Goal Station


Allerede fra september kan kommende elever glæde sig over nye top moderne fodboldfaciliteter. Levring Efterskole anlægger således kunstgræsbane med dertilhørende Goal Station som led i større masterplan. Dermed bliver Levring kun 3. efterskole i Danmark med sådanne faciliteter.

Fodboldlinjen på Levring, der tidligere på året opnåede flotte resultater ved at vinde Skoleligaen, kan se frem til at kunne boltre sig på nye kunstgræsbaner allerede fra skoleåret 19/20. Hvor man tidligere benyttede sig af kunstgræsbanen i Kjellerup IF, er det nu ikke længere nødvendigt at trampe i pedalerne for at gennemføre træningen i vintermånederne. Et større område i forlængelse af græsplænerne bag efterskolen bliver indenfor få uger omdannet til topmoderne fodboldfaciliteter, hvorved den nye bane med dertilhørende Goal Station, kendt fra den professionelle fodboldverden, kommer til at udgøre en fantastisk ramme for fodbolden og udelivet på Levring Efterskole.

Glade fodboldtrænere

Det er da også tre glade trænere, der nu kan se frem til at kunne udvikle og tage fodbolden til nye højder. ”Det er kæmpestort fortæller en yderst begejstret fodboldtræner, Christiane Thaysen, der til daglig bliver komplementeret af Poul Erik Kristensen og Thomas Røll på fodboldlinjen. ”Vi har i forvejen en fantastisk og attraktiv fodboldlinje. Og med det her projekt føler jeg, at vi er mere end bare på omgangshøjde med andre efterskoler, hvad angår faciliteter. Vi får nu optimale muligheder for at højne vore elevers teknikske kunnen, ligesom vi fremover kan måle og vejlede dem, når de ønsker selvtræning, ” Fortæller Thaysen. ”Det er dog vigtigt for mig at understrege, at det jo selvfølgelig er et supplement til vores i forvejen gode træning. Endvidere ser jeg jo straks muligheder for at oprette fodboldcamps for fodboldinteresserede drenge og piger udenfor den normale skoletid” afsluttes det.

Hvad er en Goal Station?

Kort fortalt giver den nye Goal Station en række multifunktionelle træningsmetoder, hvor holdet og de individuelle spillere kan øve sig på parametre, der er svære at træne i den ’almindelige’ træning. Stationen muliggør at isolere specifikke øvelser og områder som eksempelvis spillernes evne til at orientere sig i tempo og beslutningsevne. Endvidere har stationen implementeret et intelligent system, der tillader trænerne at indsamle data på de enkelte spillere under de forskellige øvelser. På den måde tillader de nye faciliteter at gå et spadestik dybere med fodbolden.

En del af et større projekt

Kunstgræsbanen og den nye Goal Station bliver samtidig første del af den overordnede masterplan, som skolen håber at kunne gennemføre de kommende år. Tidligere har skolen meldt ud at masterplanen omhandler en større modernisering af skolens faciliteter herunder, klasselokaler, spisesal, foredragssal, opholdsrum, værelser mm.

Det er da også en glad forstander, der ser frem til at kunne tilbyde kommende elever på Levring nogle af landets bedste fodboldfaciliteter: ”Vi stolte og glade over at vise, at vi sigter efter at være en seriøs efterskole – også når det kommer til fodbolden. Med det nye anlæg giver vi nu eleverne mulighed for en bedre udvikling. Og sidst men ikke mindst er vi bare glade for at have skudt hele vores masterplan i gang.”

Se flere billeder af projektet herunder

Sidst nye indlæg
Arkiv
bottom of page